Den 10. juli 1999 døde dr. István Túri i sit 66. leveår, den mest kendte mester og underviser inden for grøntsagsdyrkning i drivhus.
Han blev født den 7. december 1933 i Cegléd. Han gik både i folke- og mellemskole i Cegléd og tog studentereksamen på Kossuth Lajos Gymnasium i 1952. I 1957 dimitterede han fra Højskolen for Havebrug og Vindyrkning, og fra 1958 gennemgik han den obligatoriske rangstige samme sted – siden på Havebrugsuniversitetet – fra videnskabelig assistent til lektor. Efter eget ønske bad han om at blive pensioneret som 60-årig i 1993.
Siden etableringen (1990) var han forskningsdirektør for PRODUKT Kutató, Fejlesztő, Termelő Kft., og indtil sin død var han den faglige leder af forædlingen af peberfrugtsorter og frøproduktionen af de forædlede hybrider.
Han indledte sin videnskabelige aktivitet under vejledning af professor András Somos. På grundlag af sin afhandling fra 1962 om registrering og analyse af grøntsagsproduktionsområdet ved Nagykőrös opnåede han den universitære doktorgrad.
Som sin første forskningsopgave undersøgte han mulighederne for grøntsagsproduktion på magre sandjorde uden husdyrgødning. Blandt de tekniske spørgsmål var det hans navn, der knyttede sig til den havebrugsmæssige anvendelse af plastmaterialer, udviklingen af bærende konstruktioner til forskellige anlæg, udarbejdelse af varmesystemer, udvikling af forskellige typer ventilations- og vandingsmetoder, udvikling af flere varianter af dobbeltdækning, planlægning af typer af anlæg med og uden opvarmning og ikke mindst metoden med vandgardiner.
Sammen med sine medarbejdere udviklede han både vandrende og stationær udnyttelse af uopvarmede anlæg, samt en- og todelt udnyttelse af opvarmede anlæg, og de forskede i mulighederne for efterårs- og vinterdyrkning i drivhus. Ved at inddrage nye sorter og sortstyper i produktionen og indføre nye dyrkningstekniske metoder skabte han også resultater af varig betydning.
Tager man de til rådighed stående økonomiske midler i betragtning, var han uden tvivl den hidtil mest succesrige ungarske forædler af peberfrugt. Ud over antallet (21) af godkendte og anmeldte sorter og hybrider vidner deres praktiske værdi om dette. Den stadig mest populære hvide peberfrugt til drivhusdyrkning i Ungarn (HRF F1) bekræfter også den enestående sans, han havde, når han planlagde krydsninger og udvalgte forældrelinjer. Derudover blev blandt andet sorterne Hó F1, Pritavit F1, Kaméleon F1, Velence F1, Titán F1 samt sortkandidaterne Bajnok F1 og Kápia F1 forædlet under hans ledelse. Også det grundlæggende forædlingsmateriale, han og hans medarbejdere indsamlede, er betydeligt og kan være en garanti for at videreføre hans livsværk. Under hans ledelse blev der udarbejdet en særlig metode til hybridfrøproduktion, som også fik patentbeskyttelse og blev grundlaget for hele sektoren for hybridfrøproduktion.
Dr. István Túris alsidighed kom især til udtryk gennem hans forskning i væksttyper og plantefysiologisk konstitution. Det var ham, der indførte begreberne langsom, middel og hurtig væksttype, fastsatte betingelserne for deres dannelse og mulighederne for at ændre dem. Han opdagede meget tidligt forandringer i planternes udvikling. De teknologiske ændringer, han foreslog i sådanne situationer, viste sig i de fleste tilfælde at være rigtige. Lektor Túri underviste både universitetsstuderende og praktiserende gartnere; hans foredrag var oftest meget illustrerende, gennemsyret af humor og særdeles medrivende.
Organiseringen af synkron faglig rådgivning var også knyttet til hans navn. Allerede i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne holdt han kurser i Soroksár. Han organiserede flere udstillinger på Havebrugsuniversitetet. Blandt de mest markante var udstillinger kombineret med konferencer om dyrkning af peberfrugt, melon og agurk. Den frøbørs, han havde forestillet sig, arrangerer vi hvert år siden 1981 til fuld tilfredshed for grøntsagsavlere og frøhandelsfirmaer.
Hans faglige forfatterskab var kendetegnet ved stræben efter forståelighed og ved beskrivelse og formidling af praktiske greb. Han skrev mere end hundrede populærvidenskabelige artikler, fortrinsvis i tidsskriftet Kertészet és Szőlészet. Hans bøger om dyrkning under plast var også meget populære. Bogen Kertészet fólia alatt (medforfatter: Béla Fodor) var den første landbrugsfaglige bog, hvoraf der blev solgt mere end hundrede tusinde eksemplarer. Han modtog en kvalitetspris for den. Både over denne pris og over Arbejdsfortjenstmedaljen, han fik for sit virke, var han altid stolt.
I de sidste 10-15 år var hans tekster også præget af en filosofisk tone. Det illustreres af hans bøger Növényalkat (mulighed og begrænsning for at øge udbyttet) og Az élet korlátai (som sammenfatter den konstitutionsbiologiske vinkel på mennesket). Han begyndte også at skrive en bog, der bevægede sig ind i åndeverdenen, gudernes verden. Han talte meget om den og ville meget gerne have gjort den færdig, men nåede det ikke. Når man spurgte til hans videnskabelige virke og publikationer, svarede han oftest: ”Jeg undervurderer ikke antallet af bøger, nye sorter, patenter, hædersbevisninger og videnskabelige grader, men jeg anser det ikke for det vigtigste og beskæftiger mig derfor ikke med tal. Inden for faget er det – blandt de nævnte og ud over dem – kun den aktivitet, jeg anser for vigtig, som bringer havebruget fremad.”
I sit organisatoriske arbejde havde han brug for udholdenhed og til tider stædig hårdnakkethed; ellers ville han ikke have kunnet etablere Institut for Grøntsagsdyrknings forsøgsarealer. I forsøgsanlægget i Soroksár vidner der stadig mange bygninger, konstruktioner og plastoverdækkede anlæg om hans utrættelige organisatoriske arbejde, hans søgen efter nyt og hans idérigdom.
Han tog sig også meget af sine dengang talrige medarbejdere. For kvalitetsarbejde anså han flere krav for vigtige: forklare, lade skrive ned, spørge tilbage, udføre, kontrollere. Han brød sig ikke om sjusk, ligegyldighed og dovenskab, men anerkendte kampvilje og målrettet, værdiskabende arbejde. Han værdsatte og respekterede også de medarbejdere og kolleger, som kunne genkende det nye og støttede det, selv om det ikke var dem, der først havde fået øje på det.
Han nævnte ofte, at hvis han kom i besiddelse af en almægtig tryllestav, ville han i hvert fald gøre tre ting: ophæve alle plastikoverdækkede dyrkningsanlæg i en uge for derved at vise deres vigtige rolle i den daglige anvendelse af grøntsags- og frugtsalater og prydplanter; præsentere de muligheder, vi endnu ikke har udnyttet i forbindelse med lukkede anlæg; og – som han sagde – ”ikke for en uge, men for altid afskaffe den sygdom, der består i mesterligt formuleret tomhed af fornuftige ord og sætninger”.
Som alle andre begik også han fejl og tog fejl indimellem. I sådanne tilfælde plejede han at sige: ”Ingen af os er engle.” Han tilgav også sine medarbejdere disse mindre eller større fejltrin, hvis han ikke sporede ond vilje eller bevidst hensigt bag dem.
Da han gik på pension, holdt han ingen banketter eller fester, men tog afsked med nogle få ord, og måske var hans sidste sætning: ”Jeg vil gerne tjene havebrugets sag i mange år endnu!”
Desværre kunne dette ønske ikke opfyldes fuldt ud. Nu lever han kun videre i sine sorter, sine skrifter og sin ånd.
János Gyúrós